Min baggrund.

Jeg har ændret navn flere gange i mit liv. I mange år hed jeg Jane, derefter Vianne og lige nu hedder jeg Zenna. Hvad jeg ikke kan ændre, er hvornår jeg er født: I det herrens år 1958.

Som barn drømte jeg om at blive lærer, men det ændrede sig brat, da jeg som 11-årig fik en bog om Florence Nightingale. Som 15-årig arrangerede jeg et møde med forstanderinden for sygeplejeskolen i Herning. Hun vejledte mig i fht. hvad der var fornuftigt at foretage mig, indtil jeg var klar til at starte som sygeplejeelev i marts 1977. Var jeg fokuseret? Mon ikke! Da jeg var 22 år, stod jeg derfor med et autorisationsbevis i hånden.

Jeg arbejdede en del år i specialer med fysiske sygdomme, men landede i 1988 mere eller mindre tilfældigt i psykiatrien. Er noget tilfældigt? Næppe, for her kunne jeg for alvor mærke, at jeg hørte til. Jeg fik anledning til at arbejde med mine indre billeder af mig selv, og et terapiforløb efter en depressions- og stressperiode fik mig til at trives med at være mig. Derudover deltog jeg under min uddannelse til psykoterapeut fra 2000 – 2003 i en gruppeterapi, som yderligere fik ryddet op i nogle af mine værste mønstre i forhold til andre. NU måtte jeg da være nået til mit højdepunkt, tænkte jeg. Her skulle jeg være resten af mit liv.

Men omkring 2010 begyndte jeg at få en følelse af at mangle noget. Ord begyndte at føles tomme og hule – og jeg kunne mærke en søgen komme indefra.

Hvad skete der lige?

Jeg er stadig ikke i stand til at forklare, hvad der skete i maj 2011. Jeg stødte på en hjemmeside, som skrev om noget, der hed Reconnective Healing. Jeg er naturvidenskabelig uddannet og så kaster jeg mig pludselig ud i noget med energier?! Med en opvækst i et meget religiøst hjem i Vestjylland, stod det ikke ligefrem på dåbsattesten, at jeg en dag ikke længere kunne ånde frit indenfor disse trygge rammer.

De følgende år blev healinenergierne noget godt og trygt. Jeg tog de kurser, der gav mig tilladelse til at formidle Reconnective Healing. Efter et par år kom Access Bars med en lidt anden tilgang. Også her tog jeg de nødvendige kurser for både at kunne formidle det og undervise i metoden. Hvilket jeg gjorde.

Derudover blev mindfulness, nærværstræning, en del af min daglige praksis og jeg oplevede gennem disse år, at jeg på det mentale og følelsesmæssige plan fik meget mere ro og stabilitet. Men først og fremmest blev jeg rigtig godt tilpas med at være mig og jeg følte en intens glæde over livet.

Tak til @BalazsKovacsd

NU måtte alt da være, som jeg ønskede?

Nej, for jeg begyndte at lægge mærke til noget…

  1. Den person, der havde modtaget Reconnective Healing (RH) eller Access Bars (AB), kunne have brug for at tale mere om deres personlige udviklingsproces. Særligt kunne de daglige adfærdsmønstre, holdninger og overbevisninger spænde ben for at opnå et lettere og mere glædesfyldt liv. På trods af flere healingsessioner. Der var helt tydeligt et behov for et samtaleforløb også.
  2. Jeg begyndte også at undre mig over den alternative verden. Hvorfor var der så mange, der talte om behovet for at blive guidet af den åndelige verden. Opstegne mestre omtaltes med ærefrygt, og regressionsterapi, clairvoyance og lignende tilbud var, så vidt jeg kunne se, i eksplosiv stigning. Hvordan kan man helt villigt afgive sin suverænitet til andre – også selvom det er “højere magter”? Desuden så jeg desværre mennesker med egne personlige problemer, begynde at tilbyde energihealing til andre.
  3. Jeg blev også i stigende grad kontaktet af mennesker, som ønskede “et quick-fix”. De formulerede det måske ikke så direkte, men det var dét, de efterspurgte, og det er lige præcis dét, jeg ikke tilbyder. Hvis forandringer skal være varige og ægte, så skal de komme fra ens eget indre værdisystem, og ikke fra en “behandlers” system.
  4. Og så var der dem, der ringede og spurgte mig, om man kunne leve af det her. De havde nemlig fundet ud af, at de nok var ‘healere’. Det var jo fint, at de følte sig som noget særligt, det har vi alle sammen godt af, men de så deres medmennesker som nogen der “havde brug for” healing af dem. Hvordan kan man sætte sig så meget over sine medmennesker, at man ved, hvad der er godt for dem?

Alt dette – og måske lidt mere – har ført til , at jeg ikke formidler healingenergier mere som selvstændig ydelse.

Jeg tænker nemlig sådan her:
Hvorfor er vi så grundlæggende indprentet med trangen til at søge hjælp udefra? Hvorfor har vi svært ved at tro på, at vi har styrken i os selv?
Hvorfor bygger vi ikke vores fundament op inde fra os selv?

Jeg er overbevist om, at vi er skabende væsener, der ikke behøver engle, ærkeengle, Jesus, guruer m.m. til at stå imellem os og den universelle kraft. Vi behøver INGEN UDEFRA, som kan “gøre os mere hele”.

Når jeg vælger at dele noget af min personlige historie med dig

er det for at inspirere dig til at se livet som en udviklingsproces. Jeg håber, du selv får mod og lyst til at finde dine egne styrker frem. Lad dig ikke begrænse af hverken dine egne eller andres forestillinger om, hvad der er muligt. Vi er hele tiden på vej til noget, der er endnu mere os, hvis vi er åbne for det.

Stor hilsen

Zenna Vianne.

PS: Du kan læse mere om min faglige baggrund HER.


2.990