Du skaber dit liv

Du skaber dit liv – hele tiden

Skru op for din skaberkraft.

Du skaber dit liv – hele tiden. Du – alle mennesker – besidder en enorm skaberkraft. Noget, de fleste af os ikke fik fortalt, da vi voksede op. Måske hørte DU om den, men jeg gjorde slet ikke. Jeg lærte, at brug af fantasi kun var accepteret i leg og gennem handlingen i en bog. Det var uacceptabelt at dagdrømme, og hvis man så kom til at gøre det i skolen, uhadada. Fantasi skulle holdes indenfor bestemte rammer. Derfor lærte de fleste af os ikke at bruge fantasien ud i alle hjørner af livet, men vi skaber faktisk verden med den. Det er oftest bare helt ubevidst, vi gør det.

Heldigvis var der nogle, der ikke lod sig hæmme. Tænk et øjeblik over om der er én, der i DIT liv er blevet et sådan eksempel for dig: Én der turde leve ud fra sit indre liv – uanset omverdenens holdning til det.

Hvis du og jeg hele tiden var bevidste om vores tanker, hvis vi målbevidst valgte, hvor livet skulle hen, så ville det være meget lettere at skabe lige nøjagtig det, vi hver især ønsker.

Hvorfor gør vi det så ikke bare?

For det første fungerer vores hjerne så hurtigt, at vi kun er i stand til at opsnappe få bevidste tanker. Cellebiologen Bruce H. Lipton siger, at vi tænker op til 70.000 tanker om dagen. Det betyder, at mange tanker kommer og går helt uden brug af vores bevidsthed.

For det andet er vi alt for nemme at distrahere. Vores hjerne modtager og bearbejder alle de stimuli, der opstår både udenfor og indeni os. Kun en lille del af dette sendes hen foran vores opmærksomhed, men der skal også kun en lille bitte ting til for at distrahere fra det, vi er i gang med. Og så skifter vores fokus, oftest helt uden at vi har bestemt det med viljens kraft.

For det tredje betyder det alverden, hvad vi skaber ud fra. Hvis du finder dine værdier og ønsker udenfor dig selv, feks. i hvad andre tænker og lægger vægt på, så er der ingen intensitet og integritet i dit fokus. Inderst inde vil dit sind sikkert bare modarbejde det.

Spørg dig selv: Hvordan vil verden se ud, hvis jeg i stedet for at gå og lede efter noget udenfor mig selv, skaber mit liv ud fra dybet af min egen sjæl?

Skab det du ønsker.

Forestil dig, at du bruger din fantasi helt bevidst og målrettet, uden at blive forstyrret af noget som helst. Du lader dine tanker og din forestillingsevne skabe det særlige, du ønsker for dig eller andre. Billedet af det du ønsker vil stå helt klart.

På rejsen til at skabe det liv, du ønsker, kan det være nødvendigt at få luget ud i dine indre forestillinger om hvad der er muligt og hvad du er i stand til. Vi er så uendeligt gode til at underkende og nedvurdere os selv. Du skal ikke til at puste dit ego op, men du skal i gang med at bygge det op fra dit indre fundament.

Du kan finde mange forslag fra terapeuter og behandlere til at blive en bedre skaber i dit liv. Jeg tilbyder det, jeg selv kender virkningen af og ser andre have glæde af, psykoterapisamtale og mindfulnesspraksis.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for spørgsmål.

Kærligst

Vianne




476 besøgende

Leave a Comment